Zen træning i Daitoku-ji

Tim Pallis

Min første Zen lærer i Kyoto Nanrei Sohaku Kobori (1918-1992) døde den 17. januar 1992. Jeff Shore ringede til mig fra Kyoto dagen efter og fortalte den sørgelige nyhed. Jeg vidste at Sohaku Kobori havde været syg i lang tid, fordi han havde led betændelse, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at han skulle være så tæt på at dø.

Min første tanke var - så er det alt sammen for sent! For sent at se ham igen, for sent at fortælle ham, hvor taknemlig jeg er, over det han har lært mig, og for sent at skrive det årlige brev til ham for at berette om min Zen praksis! Jeff Shore spurgte om jeg kunne tænke mig at skrive en nekrolog til "FAS Society Journal, summer 1992", og den kom til at hedde: Nanrei Sohaku Kobori and his Teaching of Shikan One: A Remembrance.

Døden er kommet bag på mig flere gange i livet. Hvornår vil jeg lære at være forberedt på den hvert øjeblik? Var det ikke en af de vigtige ting, som Kobori Osho (præst) ønskede at jeg skulle lære, at være ét med liv/død hvert øjeblik for at glemme liv/død. Han sagde altid: Der er ingen død! Jeg forstod det ikke, skønt jeg jo godt kendte Daitoku-ji Zen mesteren Shido Bunan's (1603-1676) vers:

Vær død i live

helt død

Gør da som du vil

Alt er godt

Jeg mødte Sohaku Kobori første gang i 1969 i hans lille tempel Ryoko-in i et af Kyoto's store Zen templer Daitoku-ji. Jeg var rejst til Japan for at finde en zen mester, som kunne lære mig at praktisere zazen. Det var på et tidspunkt af mit liv, hvor jeg havde indset, at der kun var én ting, som jeg kunne gøre for at overvinde min angst for livet, og det var at begynde en langsigtet zazen træning.

Jeg blev introduceret til Kobori af en af hans canadiske elever Nobuo Kubota, som jeg ved et tilfælde havde mødt hos min canadiske ven Tim Beam. Jeg kendte ingen zen lærere i Kyoto og vidste heller ikke, at de fleste ikke talte engelsk, og at Kobori faktisk var den eneste mulige lærer i Kyoto, fordi han talte godt engelsk.

På det tidspunkt anede det mig, at det at forstå zen intellektuelt ikke var nok til at blive befriet for sine mentale "hang-ups", men at det er nødvendigt at praktisere zen gennem lang tid eller resten af livet for at nå til en afklaring af sin situation. Jeg kunne heldigvis ikke vide dengang, at det ville tage mig 25 år at blive klar over min virkelige identitet.

De fleste vesterlændinge, som var interesseret i zen buddhisme i tresserne havde læst nogle af Daisetz Suzuki's (1870-1966) mange bøger om zen. Men mange af hans læsere var ikke klar over, at zen ikke er en filosofi eller en religionspsykologi i intellektuel forstand, men først og fremmest en levende tradition indenfor buddhistisk praksis.

Før Daisetz Suzuki begyndte at skrive om Zen, havde han selv gennemgået mange års Rinzai zen træning, først under Imakita Kosen Roshi (1816-1892) og senere under Shaku Soen Roshi (1859-1919) i zen templet Engaku-ji´s kloster i Kamakura.

Måske fremgår det ikke klart nok af zen litteraturen, at zen ikke blot skal "forstås", men også er en levende praksis, og at zazen, siddende meditation, er den vigtigste del at denne praksis.

Allerede i 1958, da grundlæggeren af Buddhist Society i London Christmas Humphreys (1901-83) spurgte Daisetz Suzuki, hvilke lærere indenfor Rinzai Zen traditionen ville kunne vejlede vesterlændinge i zazen praksis, nævnte han to navne, hvor den ene var Sohaku Kobori i Daitoku-ji. Suzuki beskrev ham dengang som "halvvejs igennem", hvad enten det betød halvvejs igennem livet eller halvvejs igennem træningen, måske begge dele, fordi træningen varer hele livet.

Kobori højagtede sin gamle lærer ved Otani Universitetet og følte hele livet igennem en forpligtelse til at vejlede vesterlandske søgende ad zen træningens smalle sti. Han opfyldte dette i mere end 30 år. Al træning og instruktion fandt sted i hans lille velplejede æstetiske vidunder af et familietempel Ryoko-in i Daitoku-ji.

Nanrei Kobori blev født in 1918 i en Zen buddhistisk familie. Hans fader var abbed i et lille zen tempel og en mand af få ord, men hans daglige måde at være på og gøre tingene på påvirkede Nanrei. Kobori må sandsynligvis allerede have kendt Daisetz Suzuki som teenager, før han begyndte at studere på Otani Universitet, for han lærte tidligt engelsk hos Suzuki's kone Beatrice Lane Suzuki (1878-1939).

Han kendte Suzuki's vidtfavnende filosofiske produktion, hvis engelske værker var helliget den opgave at introducere zen buddhistisk kultur til Vesten. Kobori var allerede som ung klar over, at hans eget talent ikke kunne hamle op med Suzuki´s bredt favnende intellektuelle arbejde. Han besluttede derfor at dykke dybt ned i kilden til denne lære for at finde zen's ophav.

Efter sin uddannelse på Otani Universitet i 1940 startede Nanrei Kobori i munkenes træningshal (Sodo) i Kokei-ji i Gifu Amt, som hørte under Nanzen-ji organisationen. Det var det samme kloster, som hans far havde fuldført sin zen træning i. Efter kun et år i dette kloster blev Nanrei imidlertid pludselig indkaldt til Kyoto's Cavaleri Korps. Siden sin barndom havde han elsket dyr og særlig heste, så han foretrak som soldat at få et job som hestepasser i stedet for at blive sendt til fronten.

Selv om Kobori på den måde kunne forblive i Kyoto under rimelig sikre omstændigheder, forstærkedes hans angst for døden mere og mere ved bevidstheden om krigens rædsler, som kom nærmere dag for dag. Hvorledes kunne han se døden i øjnene var derfor i disse år det altoverskyggende spørgsmål for ham. For at fordrive denne angst begav han sig hver morgen til Myoshinji's træningshal eller zendo for at takle sin koan: Lyt til lyden af én hånd!

Kobori kunne ikke komme til nogen afklaring af denne koan under krigen. Men krigen sluttede, og han levede på en eller anden måde videre. Samtidig følte han, at han ikke rigtig kunne leve videre, fordi alle hans venner var døde ved fronten. Han besluttede da, at hans opgave var at løse sit spirituelle spørgsmål, og derfor fortsatte han i Myoshinji's zendo.

I 24 år videreførte han sine zen studier under vejledning af forskellige zen mestre. Længst var han hos zen mestrene Kikusen Shimada Roshi og Shonen Morimoto Roshi. Kobori beskrev undertiden sin zen vej som lang og enerverende.

I løbet af sin monastiske træning realiserede Sohaku Kobori dét samadhi, som er basis for et spirituelt liv. Moden erfaring med zazen kaldes samadhi, og det tager mange års praksis at nå denne koncentrations tilstand. Kobori siger:

Samadhi smelter som en varm kilde isen på det urolige og modstridende sinds overflade. Alle tvedelinger som "fødsel og død", "indre og ydre", "bevidst og ubevidst" og "jeg og omverden - alle modsætninger smelter i samadhi tilstanden. Hvis vort samadhi er så moden, at den til daglig er blevet konstant, vil vore vilde dagdrømme, splid og strid smelte ligesom is foran en varm kilde. Dette er den religiøse dimension. Hvis bunden af denne religiøse, dybe samadhi nås, genvindes bevidstheden.

Det er som at vågne op til en helt ny bevidsthed. Men før dette kan finde sted, bliver man nødt til at sørge for, at der er basis for det gennem samadhi tilstanden. Derfor må man sænke opmærksomheden dybt ned i kilden til sin eksistens for af finde sine rødder.

Kobori brugte ikke traditionel koan praksis i træningen af sine vesterlandske elever, skønt han godt vidste, at hvis man arbejder med en koan på en eksistentiel rigtig måde, kan den bruges som en hammer til at slå den dualistiske bevidstheds mur igennem, som adskiller én fra buddhanaturens klarhed. Kobori's vejledning var meget enkel, direkte og grundlæggende. Han lagde først og fremmest vægt på den fysiske side af Zen træningen som grundlaget for det spirituelle og mentale koncentrationsarbejde, der på japansk kaldes kufu.

Først lærte han os at sidde i den klassiske lotus stilling på den rigtige måde, for at vi kunne lære at strække rygraden opad. Det vigtigste, når man træner kroppen i zazen, er ikke at være for stiv i kroppen, men at sørge for at rygsøjlen til stadighed er helt strakt under de lange perioder af zazen. Det skal ingen hemmelighed være, at det i almindelighed tager mange års træning at opnå en så smidig, spændstig og velafbalanceret siddestilling, at man ikke længere plages af smerter i lænd, ryg eller skulder muskler.

En meget vigtig del af det fysiske koncentrationsarbejde var Kobori's specielle åndedrætsøvelse, som jeg har kaldt Shikan ONE, hvilket betyder "én - ene og alene". Eleverne fokuserer deres "indre" opmærksomhed på den nederste del af bugen, som på japansk hedder tanden, mens de samtidig trækker vejret på en rolig, langsom, dyb og naturlig måde. Udåndingen skal vare så længe som mulig, men uden at forcere noget og indåndingen kort.

Sohaku Kobori plejede at vise sine elever, hvorledes man praktiserede denne udånding korrekt, og han demonstrerede den meget lange og langsomme udånding på en sådan måde, at det efterlod et dybt indtryk af, at det gennem zen træning virkelig er muligt, at lære at kontrollere sit åndedræt på en smuk og energisk måde.

Shikan ONE øvelsen består i, at man øver sig i at sige og ånde ONE, mens man foretager en lang udånding. Dette gentages igen og igen ved hver udånding. Den delikate pointe er at udånde fra tanden eller den nederste del af bugen i en jævn strøm og at være koncentreret om selve luften, når den strømmer ud. Sig ONE til dig selv, når du ånder ud og træk konsonanten "N" ud, så længe udåndingen varer, sagde Kobori.

Ved hvert sanzen møde eller det personlige interview med mesteren i sanzen rummet må eleven vise, hvordan han arbejder på ONE. Efter de traditionelle knæfald foran mesteren demonstrerer eleven, hvorledes han ånder ONE langsomt og så længe som muligt.

Det gælder her om at knytte ordet eller lyden ONE til udåndingen ved at ånde WA...A...A...N i en bred strøm af ånde, indtil der ikke er mere luft at ånde ud. Derefter kommer en naturlig indånding, som fylder bugen og kroppen med luft, og så atter en lang tilbageholdt udånding åndende ONE. Shikan-ONE skal øves lydløst i zazen, mens luften pustes ud af næsen.

Eleven skal koncentrere sig om denne åndedrætsøvelse og træne i Shikan ONE uden at bekymre sig om andre ting. Han må tømme sig selv for tanker om sig selv ved at blive ét med den lange udånding. Og det tager tid! Ofte tager det mange måneder eller år, alt efter hvem man er, før ens tilstand ændrer sig i retning af samadhi.

Begyndere anbringer næsten altid ONE i bevidstheden, som om det er en genstand. Med ved stadig praksis af Shikan ONE ophører ONE med at være et objektiveret ONE og bliver selve deres eksistens. Dvs. Du bliver ONE. Du er ONE. Dermed er det første skridt i zazen taget.

Det næste skridt bestod i at uddybe denne fysiske koncentration til også at omfatte en mental eller spirituel dimension. En dag stillede Kobori sit første spørgsmål: Hvorfra kommer dette ONE?

Hermed tog træning i mental koncentration og dermed arbejdet på den første koan sin begyndelse på basis af den fysiske koncentration. Med dette spørgsmål: Hvorfra kommer dette One? opstod mange problemer, fordi der tilsyneladende heri lå et krav om foran mesteren i sanzen rummet at kunne vise, hvor ONE kommer fra.

Spørgsmål og svar blev bearbejdet og præsenteret og afvist utallige gange på alle tænkelige måder under de "magiske" møder med mesteren i sanzen rummet. Jeg synes det var en barsk tid og var altid hundeangst for disse intense møder med den blok af autoritet, som hver gang iskoldt enten ignorerede eller afviste mine svar. Han knuste min barnlige trang til opmærksomhed og anerkendelse totalt, jeg vidste intet længere og forstod intet.

Jeg kendte ikke Kobori fra den sociale side, men kun fra sanzen rummet og zendo, hvor han ofte kom og skabte en tot atmosfære, som var godt for praksis. De fleste andre, som jeg senere har talt med om Kobori, kendte ham alle som en umådelig venlig og hyggelig mand. Sådan kendte jeg ham slet ikke, for mig var han den typiske "dræber" Roshi.

Derfor er det min erfaring, at det karismatiske forhold mellem mester og elev er noget meget subjektivt og relativt. Kobori benyttede enhver lejlighed til at sætte mig stolen for døren. Man skal smede mens jernet er varmt sagde han. Jeg var tit desperat, forlod Ryoko-in i vrede og lovede aldrig at sætte mine ben der igen. Men jeg kom altid tilbage til næste sanzen, og sådan blev det ved indtil mine antagonistiske følelser lidt efter lidt tøede op i mere moden zazen.

Målet var jo en dag at træde ind i sanzen rummet til Fugen, hjælpsomhedens bodhisattva og opdage, at de "magiske" møder med ham blot var som slik til de små børn. Nå nu har du lært at hade din mester, sagde han en dag, og vi brast begge i en hjertelig latter!

I moden zazen forvandles Shikan ONE til basis for ens eksistentielle væren. Først er det et numerisk ONE, men lidt efter lidt bliver det et verbalt ONE, et begrebsligt ONE, et mentalt ONE, et lydens ONE, så udåndingens ONE, dernæst ens egen eksistens og til sidst den rene bevidsthed som basis for livets store væren.

Før ONE virkelig bliver basis for væren, må alle spørgsmål, vedrørende hvad ONE er, lægges til side, fordi der med disse spørgsmål opretholdes en modsætning mellem spørgsmålet og den, der stiller spørgsmålet.

Kobori's råd var: Bliv mere fortrolig med ONE, ikke som et objekt du undersøger, men som det ONE, hvori du finder dig selv, ligesom du og din kone bliver ONE. Vær altid ét med ONE, og gør hvad du skal gøre. Han sagde også:

Hvis du fortsætter med at koncentrere dig om ONE uden at tænke på noget andet, vil ONE efterhånden synke ned, ligesom noget snavs på overfladen af en sø synker ned, til en dybde, hvor der ikke er nogen bevidsthed om et jeg, som adskilt fra dig. Det sted du sidder forsvinder, og du ved ikke, hvor længe du har siddet. Nuet bliver evigt - det uendelige ét øjeblik - og intet andet end dette ONE eksisterer.

Den sidste instruktion jeg modtog fra Kobori var: Hvad angår ONE, for det første: Shikan ONE er nok! For det andet: Kom tilbage til det almindelige liv med ONE og gør alt i ONE. Derefter bestræb dig på at hjælpe mennesker med at blive opmærksomme på deres ONE, som er buddhanaturen.

Sohaku Kobori's lille tempel Ryoko-in blev bygget i 1606 af Nagamasa Kuroda (1568-1623) og er en af Japan's skatkamre hvad angår chanoyu (te ceremoni) og keramik. Den første abbed var Sogan Kogetsu (1574-1643), som var søn af te mesteren Sokyu Tsuda. Kogetsu var en af Daitoku-ji's meget energiske abbeder, der genopbyggede hondoen eller hovedbygningen, som står den dag i dag.

Han havde en særdeles fin smag med hensyn til te keramik og tilføjede to meget berømte 1200-tal kinesiske te skåle til Ryoko-in's samling: En yuteki tenmoku skål (olie-plet te skål) og en yohen tenmoku (stjernerums te skål). Ryoko-in har også en meget fin samling zen kunst, som omfatter koreanske ido skåle fra det 1500-tallet, malerier af Togan Unkoku (1547-1618), Tohaku Hasegawa (1539-1610), Tanyu Kano (1602-1674) og især to billeder af den kinesiske zen munk og suibokuga maler Muqi (død ca. 1340): "Seks daddleblommer" og "Kastanier".

Den amerikanske digter og miljø forkæmper Gary Snyder, som studerede zen i Daitokuji i mange år, har ret, når han i en samtale med Dom Aelred Graham i Conversations: Christian and Buddhist. Encounters in Japan, London 1969, siger, at Sohaku Kobori var en 1600-tals zen æstetiker. Hele sin liv levede Kobori i harmoni med Daitoku-ji's æstetisk-religiøse traditioner. Zen kunsten og te æstetikken var for ham det reneste udtryk for ONE eller buddhanaturen.

Skønt Kobori Osho på overfladen kunne have et både aristokratisk, tilbagetrukket og asketisk væsen over sig, var hans daglige liv dybt engageret i sociale og kulturelle aktiviteter. Han var gift, og da der ikke var børn i ægteskabet, adopterede de i stedet flere unge forældreløse børn, som de opdragede og gav et nyt liv.

Kobori var også i mange år af sit modne liv den daglige chef administrator af Daitokuji's store organisation, og alligevel fik han tid til mange forskellige kulturelle aktiviteter, som han betragtede som en særlig direkte måde at udtrykke zen's spirituelle dimension på.

Zen buddhismens sande praktikanter er ikke kun iagttagere af livet eller kunsten, men selv personlig virksomme. Således var Kobori selv en entusiastisk pottemager, en dyrker af kalligrafi, en fin suibokuga maler og samler af meget sjældne tusch stene, som han satte stor pris på. Desuden var han en mester i haiku digtets kunst og en pragtfuld vært, når han serverede macha for sine gæster. Mange vesterlændinge kan sikkert stadig huske de år i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor han den første søndag i hver måned forelæste om zen på engelsk i Ryoko-in.

Blot at besøge Ryoko-in, selv om man ikke skulle til zazen eller sanzen, var en dybt meningsfuld oplevelse for os alle. Når vi arbejdede i haven eller på gravpladsen og luede ukrudt og fejede blade op, åbnedes vores øjne for Ryoko-in's skønhed. I det svangre rum eller mellemrum, som i japansk æstetik hedder "ma", mellem to handlinger, to tanker, to lyde, åbenbaredes pludselig en dybde, mens tiden stod stille.

En plet mos så på en! en sten realiserede dig! en gammel kroget gren gjorde dig opmærksom på dette øjeblik og dette steds underfulde sandhed. Dette interval "ma" er den stund, hvori en funktion eller en aktivitet endnu ikke har fundet sted, og hvor "tomheden" derfor er nuværende. Det er et tidspunkt, hvor man kan blive dybt inspireret af stedet.

Sådanne øjeblikke kommer sjældent, når man sidder i zendo eller er til sanzen hos mesteren. Men de kan hænde, når man er helt alene i haven. Pludselig er det du gør intet andet end den levende "tomhed", og virkelighedens nærvær den "ingen" eller det "fravær" zen taler om.

Ryoko-in var et sted, hvor de zen studerende kunne blive dybt inspireret af dets æstetiske og spirituelle trylleri. Hvert hjørne langs korridorene åbenbarede et nyt antikt rum, og ens bevægelse gennem gangene kunne være en krystallisering af "ingen" til væren, af det tids løse til øjeblikket, af det usete til det synlige, og af det ukendte til det erkendte. Ét årvågent trin er "ingens" levende gøren, og når man bliver bevidst om denne opvågnen, denne forvandling af "ingen" til væren, føles det omoshiroi sagde Kobori.

Ordet omoshiroi betyder på japansk munter værdsættelse eller noget der er interessant. Helt bogstavelig betyder det noget helt andet: Omo betyder "ansigt" og shiroi "hvid". Japans store Noh skuespilforfatter, skuespiller og forfatter af hovedværket om Noh skuespillerens træning og åndelige udvikling Zeami (1363-1443), kaldte en af sine retningslinjer for æstetisk vurdering og værdsættelse for Omoshiroi. Når Noh spillet er allermest tilfredsstillende opført, bliver det prist af publikum som omoshiroi.

Ifølge Zeami stammer dette ord fra Japans kosmogoniske myte: Da sol gudinden Amaterasu sammen med andre guder skabte Japan, opstod der en uoverensstemmelse mellem hende og en af guderne. I vrede lukkede hun sig inde i en hule, således at jorden blev berøvet alt lys og lå i fuldstændig mørke.

For at lokke hende ud af hulen opførte guderne nu en musical foran hulens indgang. Da Amaterasu blev nysgerrig for at se, hvad der foregik udenfor hulen, lettede hun lidt på hulens forhæng. I samme øjeblik strålede lyset ud af hulen og blev kastet tilbage fra de dansende guders ansigter, som lyste "hvidt" i mørket. Det var omoshiroi.

Selv om ordet omoshiroi nu er et meget almindeligt udtryk i folkemunde, som bruges til daglig af alle japanere, opfattede Kobori det som det mest grundlæggende æstetiske princip, som er fælles for alle kunstneriske udtryk i zen kulturen. Det bedste eksempel på denne spirituelle æstetik er den kinesiske Sung maler Muqi's mesterværk "Seks daddelblommer". Kobori sagde:

Det hvide papir, som ikke er malet, viser "sunyata" (tomhed), den rene værens udifferentierede kvalitet. Hver af daddelblommerne er eksistenser, men samtidig er de ikke-eksistenser. Ud af det absolutte "ingen", skabes daddelblommerne. De er levende udtryk for malerens egentlige væsen. Og samtidig er de også udtryk for iagttagerens egentlige væsen. Derfor er billedet netop omoshiroi.

Kobori opfattede også den berømte zen have Ryoan-ji som et udtryk for buddhanaturen. Det hvide grus er et udtryk for det udifferentierede sunyata, hvorfra de 15 klippestykker kommer til syne. Han sagde:

I dyb meditation kommer man til bevidsthedens bund, når man har fjernet alle forestillinger og fornemmelser fra sindet. Der er nu ikke længere skønhed eller grimhed, godt eller dårligt, intet liv, ingen død, ingen tid, intet rum, kun "cirklen uden omkreds" eksisterer. Når denne cirkel bliver moden nok, frembringer den pludselig et centrum. I Ryoanji's have er "cirklen uden omkreds" identisk med det hvide grus, og klipperne er centrum deri. Med andre ord svarer daddelblommerne i Mu-ch'i's maleri til klipperne i haven. Og Basho's plask af frøen i hans berømte haiku digt er også klippen i haven, eller til daglig at sige "god morgen!" eller "hvordan har du det?" er klipperne i det hvide grus. Derfor er denne have omoshiroi.

Det er vigtigt at forstå zen buddhismens æstetiske kultur på en sådan måde, at når basis for væren eller "manglen på form" tager form, således at det, der er uden form, lever i en form, er det et kulturelt udtryk for "ingen". Zen kunst er derfor det synlige udtryk for "ingens" verden. Zen's spirituelle æstetik er en kultur, som er baseret på "ingen" eller sunyata (tomheden).

Den grundlæggende "ingen" tager fysisk form i kunstværket, men det skal være så enkelt og rent som muligt. Ikke alene kunstnerisk skaben, men også de daglige aktiviteter, som at lave mad og gøre rent i køkkenet bagefter eller at sætte en blomst i en vase er buddhanaturen's virke, som udmærket kan kaldes at "leve æstetisk fra "ingen"". Man kan derfor sige, at døden er meget levende i et menneskeliv, og det er meningen med zen buddhismen.

Zazen om aftenen

Lyden af din mokugyo

Stilheden bliver dybere

Når vi går til sanzen

Duften af din røgelse

Åbenbar nuvær

Shikan ONE

Ryoko-in!